Succesfuld Skoleskakdag får skoler til at sætte skak på skoleskemaet

2/15/2013

Syv ud af Billund Kommunes ni grundskoler deltog i Skoleskakdagen med stor succes.

En af de deltagende skoler var Grindsted Privatskole, og her er skoleleder Annette Lundgaard imponeret over skoleskakkens effekt:

”Læreren i 2. klasse kom og bad mig om at komme med ned i hans klasse. Han var sådan lettere forundret, kunne jeg mærke. Da vi kom ned i klassen, forstod jeg hvorfor. For i den klasse plejer der at være godt gang i den. Men under skakspillet var der fuldstændig ro og koncentration i halvanden time i træk. Eleverne gjorde, som de havde lært: Gav hånd og ønskede hinanden god kamp og hverken råbte eller kom med støjende udbrud undervejs i spillet, fortæller Annette Lundgaard.

Samme oplevelse havde lærerne på BillundSkolen:
”Skoleskak lærer eleverne at trives i kaos, når de som en del af spillet i ”aktionskak” skifter pladser og overtager et helt nyt bræt. Og det klarede de virkelig flot,” siger lærer Hanne Jørgensen.

”Det overraskede os, hvordan forskellige typer af børn profiterer af det her stringente regelsæt, hvor man venter på tur, forhandler og koncentrerer sig, siger skoleleder Hanne Enggaard fra BillundSkolen.

Skoleskak skal indgå i undervisningen
Flere af skolerne i Billund Kommune vil efter succesen bruge deres gode erfaringer fra Skoleskakdagen og gøre skoleskak til en del af undervisningen. For eksempel på Hejnsvig Skole:

”Jeg var meget skeptisk, men nu hvor jeg har set skoleskakkens virkemidler, kan jeg se rigtig mange fordele i at inddrage det i undervisningen både på indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen,” siger Sanne Brink Rasmussen, som er lærer i Hejnsvig.

Hendes skoleleder, Marianne Nielsen, supplerer:
”Vi vil gerne bygge videre på vores erfaringer med skoleskak og gøre det til mere end en årlig Skoleskakdag. Vi vil bruge skoleskak både i undervisningen og i SFO’en.”

De samme meldinger kommer fra BillundSkolen, hvor leder Hanne Enggaard forestiller sig, at matematiklærere og dansklærere fremadrettet kan bruge skoleskak til at træne elevernes koncentration og strategiske tankegang.

Annette Lundgaard tilføjer:
”Eleverne fungerer godt i det her regelsæt. Man er fysisk sammen og ser hinanden i øjnene. En elev fra børnehaveklassen kan spille mod en 4. klasses elev uden problemer. Den mulighed vil vi udnytte i vores fremtidige undervisning.”

Børnenes Hovedstad er værter for Landsfinale
Sideløbende med at skoleskakken bliver inddraget i undervisningen på grundskolerne i Billund Kommune, vil Børnenes Hovedstad fremover være vært for Landsfinaler i Skoleskak. Den første nogensinde bliver den 12. april i Lalandia Billund, hvor Capital of Children Company og Dansk Skoleskak forventer hundredvis af skoleskakspillere.

I år har Dansk Skoleskak haft fokus rettet mod grundskoler i Jylland og på Fyn, men næste år breder organisationen det også ud til skolerne på Sjælland. Hver grundskole, som deltog i Skoleskakdagen, kan sende otte repræsentanter videre til den årlige finale i Billund.

FAKTA:
Capital of Children Company fik ideen til at sætte skoleskak på skemaet i Billund Kommune fra en lærer på Vorbasse Skole. Det udviklede sig til det nuværende samarbejde med Dansk Skoleskak, da både Billund Kommune og LEGO Fonden var med på ideen.

Skolelederne blev introduceret for tilbudet på et møde hos Billund Kommune. LEGO Fonden sponserede skakmaterialer til de skoler, der ønskede det og gør det oveni økonomisk muligt at afholde Landsfinalen i Børnenes Hovedstad.